Jeg hader ADHD

Projekt Lindevangskolen

Fra maj til december 2011, deltog jeg i et projekt på Lindevangskolen, Frederiksberg.

Læs mere om projektgruppen her.

Har du spørgsmål eller du vide mere? – kontakt mig her.

Formålet var, at vise at en helhedsorienteret indsats kunne bringe børn i specielklasser op på et højere niveau, så deres trivsel, funktion og indlæring kunne blive bedre/nemmere. Der deltog 13 børn i alderen 6-9 år og fordelt på to specialklasser.

Projektleder Jonna Jepsen startede med individuelle samtaler med alle forældrene for at fokusere på sammenhængen mellem børnenes udfordringer samt deres historie og livsvilkår. Herudfra kunne vi så drøfte optimale betingelser for en både tryg og udviklende hverdag i kærlige og faste rammer.

Derudover har vi haft et tæt samarbejde med lærere og pædagoger på skolen og SFO. De har bl.a. udfyldt spørgeskemaer på hvert barn, og vi har givet dem ideer til træning i hverdagen.

Jeg stod bl.a. for motorik- og synstræning sammen med motorikvejleder Lene Knudsen, og i juni testede vi alle børnene i grundmotorik og deres visuelle færdigheder. Børnene var meget forskellige, men generelt så vi hos alle problemer med deres grundlæggende sanser: vestibulær, føle- og muskelled-sans. De havde mange problemer med reflekser, krydsbevægelser, øjenbevægelser, samsyn, problemer med at huske det de ser, og de blev alle meget hurtigt trætte i øjnene.

Nogle ville helst gynge vildt, mens andre mere forsigtigt. Og mange af dem havde svært ved at koncentrere sig.

De fik hvert et individuelt træningsprogram med hjem, som de skulle følge dagligt hen over sommeren sammen med deres forældre. Træningen blev tilpasset det enkelte barn. Alle skulle have vestibulær- og følesans stimulering, og have styrket deres øjnes bevægelser og samsyn. Nogle skulle dæmpes, mens andre skulle opkvikkes i deres træning.

 

Sommerferie med forskellige resultater

Efter sommerferien var vi igen på skolen og fik talt med alle forældrene, spurgt ind til træningen og gav nye fif til dem, der var klar til mere. Der var stor forskel på, hvor meget de havde trænet og derved også på deres resultater.

Lærerne blev ligeledes instrueret i hvordan de kunne hjælpe til en daglig stimulation af børnenes sanser og nye ideer til indretningen af klasselokalet.

I en uge i september var børnene igennem et drømmetema sammen med terapeut Birte Glud. Her tegnede de noget af deres følelsesmæssige bagage og fik forløst nogle af deres belastende følelser.

 

Opfølgende test

I oktober foretog vi en opfølgende test, hvor vi igen så børnene individuelt sammen med deres forældre. Vi så stor forskel på, hvor meget de havde fået ud af træningen, alt efter hvor intensivt de havde trænet. Et stort overskud til meget træning gav også de største fremskridt.

Synstræning har generelt været udført i meget let grad. Projektetperioden har langt fra været nok til, at man kan benævne det et egentlig synstræningsforløb, da det kræver mere tid og mere individuelle forløb, hvor vi skal se børnene meget mere. Men generelt har vi trods alt set fremskridt for alle børnene.

Børnene kunne nu bedre være sammen med hinanden uden en masse konflikter, de kunne modtage en kollektiv besked og bedre koncentrere sig og er nu mere klar til at modtage læring og huske det lærte.

 

Lærerigt at være med

Det har været meget lærerigt at være med i projektet. Det har givet en god indsigt i vores forskellige fagområder og i lærerne og pædagogernes daglige arbejde med børnene. Samt at få lov til at følge disse børn og deres familier.

Jeg er blevet meget ydmyge over for, hvordan livet ser ud for familier med store og tunge udfordringer. Hvordan et familieliv ser ud, når børnene ikke er som andre børn. Og hvordan nogle af disse familier må kæmpe mod andre menneskers uvidenhed og fordomme.

Hver enkelt af disse børn besidder så stor rummelighed, kreativitet og følsomhed, når de får lov til at udfordre verden på deres egne præmisser. Som vi kunne se, skal der faktisk ikke de store dramatiske omlægninger til for at møde børnene på deres egen banehalvdel.

Vores projekt strakte sig kun over fire måneder, men hvis hver enkelt familie og skolen vil forsætte træningen, vil der uden tvivl opnås endnu større effekt til gavn for både børnene og familierne.

 

Martine

Vi mødte bl.a. 9-årige Martine, som før projektet havde en hverdag der var præget af mange konflikter både med sig selv og andre. Hun havde svært ved at forstå sin egen verden, være en del af familien og indgå i sociale relationer. Hun kunne ikke huske bogstaver og ville ikke læse. Og hun havde ikke øje for, om det var vinter eller sommer, eller hvilken ugedag det var.

Men allerede efter sommerferien var der sket store forandringer med hende. Martine udviser nu positive følelser overfor sin familie, vil gerne have kram, og giver dem også selv. Hun reflekterer over verdenen omkring hende og suger ny viden til sig. Og så har hun fået lysten til bogstaver. Nu staver hun sig igennem hver et skilt, hun møder. Det går fremad med læselysten, og hun kan nu huske de ting, hun lærer.

Martine er ikke færdig med træningen, men er rigtig godt på vej. Og familien skal fortsætte med bl.a. at massere, gynge og styrke hendes øjne.

 

1½ år efter projektet sluttede (juni 2013) siger Martines far, Stig:

”Det er et lille mirakel, at Martine har ændret sig så markant i løbet af et år. Fra at hun tidligere måtte hakke sig gennem hvert ord, oplever jeg nu jævnligt, at hun ligger med lyset tændt sent om aftenen, fordi hun er i gang med at læse H.C. Andersens eventyr. Det er helt utroligt.

Jeg er ret sikker på, at det er øjenøvelserne, som har betydet, at Martine nu har knækket læsekoden. Det var helt tydeligt, at hun rykkede på det. Det er som om, at en masse ledninger, der ikke hang sammen før, nu er blevet forbundet i hendes hoved.”

 

Varierende træning

Der var mange variationer af træningen. En familie indrettede hjemmet helt anderledes. Der blev sat tov og trapez op til stor fornøjelse for de andre søskende. Andre startede dagen 15 minutter før om morgenen og tog bl.a. et karbad, som resulterede i en meget bedre start på dagen.

Nogle familier opfandt nye varianter af gamle lege, som bidrog til den daglige træning. Hos andre opfandt de endda helt ny lege. Andre oplevede en helt ny måde at være sammen på. Og flere af børnene begyndte at få nye fritidsinteresser.

Både lærer og forældre fortalte, at børnenes konflikter er blevet mindre og nu hurtigere er overstået. En lærer fortalte, at hun en dag fik sendt børnene til et forkert lokale, så hun sendte en anden elev ned for at hente dem. Alle børnene vendte pænt om og gik op til det rigtige lokale uden problemer. Det ville ikke være sket før sommerferien, hvor der ville opstå kaos, hvis de pludselig skulle gøre noget andet, end de først havde fået besked på.

En far sagde, at det har været en udsøgt fornøjelse at deltage i dette projekt. I deres familie tænker de det slet ikke som træning, men som en naturlig del af deres hverdag. Han sagde også, at det kan godt være det ikke er videnskabeligt bevist, men det er i hvert fald lidenskabeligt bevist.

JEG-HADER-ADHD

Filmen: Jeg hader ADHD

Undervejs er hele forløbet blevet fulgt af et filmhold. Med instruktør Erlend Eirik Mo og co. Børnene blev filmet i skolen, til testene og 3 børn blev filmet i hjemmet. Og filmen: Jeg hader ADHD blev vist i TV2 d. 4/6 2013. I norsk tv d. 21/8 2013. Og i svensk tv d. 6/2 2014.

Se trailer her