Børn med indlærings-/læseproblemer

Når et barn skal lære at læse, kræver det meget af både syn og krop. Først og fremmest skal øjnene samarbejde for at kunne stille skarpt på bogstaverne i en bog og forstå teksten. Derudover skal øjnene kunne bevæge sig langs en linje, så de ikke springer ord over eller mister læsestedet.

Det kræver også, at barnet kan koncentrere sig og udelukke forstyrrende synsindtryk, såsom sidemanden der vipper på stolen, eller de andre elever som leger ude i skolegården.

Derudover har kroppens motorik stor betydning for barnets indlæring. Har barnet svært ved at koordinere øjnenes bevægelser, skyldes det som ofte problemer med kroppens bevægelser.

Dette giver læseproblemer, hvor barnet tit bytter rundt på bogstaver fx b/d, eller springer ord over i en tekst.

En visuel hukommelse er vigtig for, at barnet nemmere kan tænke og huske i billeder. Det forbedrer den matematiske forståelse og staveevne, så det bliver lettere at huske og forstå det læste.

Læseproblemer kan i værste tilfælde resultere i, at selv velbegavede og aktive børn mister lysten til at gå i skole eller dyrke idræt.

Synstræning kan give børnene lysten tilbage og opleve, at det bliver sjovt at læse i stedet for en sur pligt.

Træningen får barnet til at bruge sine resurser optimalt og hjælper med at give barnet selvtilliden tilbage. Der kommer på den måde overensstemmelse mellem øjnenes bevægelser og mellem synet og resten af kroppen.

Symptomer
I 3. og 4. klasse viser problemerne sig for alvor. Op mod ca. hvert sjette barn har læseproblemer, som betyder, at de kan være to eller flere klassetrin bagud i læsning. Et eller flere af nedenstående symptomer kan være tegn på, at barnet har synsproblemer:

  • Bliver hurtig træt og ukoncentreret ved læsning

  • Bruger fingeren til at følge teksten

  • Læser med det ene øje tildækket

  • Bytter om på ord og bogstaver. Har eksempelvis svært ved at skelne mellem b og d

  • Læser langsomt og undgår evt. helst læsning

  • Mister læsested og læser tit igen for forståelsen

  • Bliver nemt rundtosset og svimmel ved leg

  • Har svært ved at gribe en bold

Hvad kan der gøres?
De positive resultater opnås gennem træning, som kræver tid og indsats fra både børn og forældres side. Det vil sige, at der skal afsættes 15-20 min. hver dag. Det meste af træningen foregår hjemme med kontrol på klinikken hver 4. uge. 

Ikke to børn er ens, så derfor udfærdiges personlige træningsprogrammer, der løbende evalueres og justeres.

Synstræningsforløbet vil bestå af forskellige øvelser og aktiviteter, som kombinerer leg og indlæring. På den måde bliver det både sjovt for barnet, og samtidig så udfordrende at der hele tiden opnås en forbedring.

Da synet som nævnt er tæt forbundet med resten af kroppen og vores sanseapparat, vil træningsforløbet i de fleste tilfælde også indeholde forskellige motorik- og balanceøvelser.

På denne måde arbejdes der med ‘hele problemet’ i stedet for kun øjnene, hvilket giver et bedre og hurtigere udbytte, og en varig løsning kan bedre opnås. På denne måde lærer barnet at få kontrol over både sin krop og øjnebevægelser på en gang.

Synstræning er ikke læsetræning, men giver nogle teknikker til, at det bliver nemmere for barnet at lære at læse.